Har du styr på dine opsigelses- og ophævelsesbestemmelser?

 

Juraprofessor René Franz Henschel fra Aarhus Universitet giver her et lille indblik i, hvilke overvejelser du bør have i forbindelse med opsigelses- og ophævelsesbestemmelser.

 

 

 

Hvilke overvejelser bør man have i forbindelse med opsigelse og ophævelse?

 

Opsigelse eller ophævelse af en kontrakt er en meget indgribende beføjelse, og det bør altid overvejes, hvad årsagen og formålet er:

Er det fordi ydelsen ikke mere har forretningsmæssig værdi?

Er det fordi kontrakten misligholdes, så man skal finde en anden leverandør?

Eller er det fordi tilliden mellem parterne er væk? 

 

Typisk skelner vi mellem subjektive og objektive grunde. De subjektive grunde beror på en nærmere vurdering, f.eks. om en misligholdelse er ”væsentlig” eller ej. Dette kan give problemer i den konkrete situation. I modsætning hertil, giver de objektive grunde typisk automatisk ret til opsigelse eller ophævelse, hvis nogle bestemte fakta er tilstede. F.eks. kan det være aftalt, at man kan opsige en kontrakt efter 1 år, med 3 måneders varsel. Objektive grunde i forbindelse med misligholdelse er ofte visse typer af gentagne eller meget grove kontraktbrud. Som eksempel kan nævnes gentagne kontraktbrud, bestikkelse, bedrageri, grove lovovertrædelser (f.eks. i relation til arbejdsmiljø, miljøregler mv.), brud på erhvervshemmeligheder eller krænkelse af immaterielle rettigheder osv. 

 

Bestemmelsernes tilknytning til andre klausuler i kontrakten bør også overvejes, eksempelvis til prisjusteringsmekanismer, bodsbestemmelser, force majeure, ændringer og hardship, exit-klausuler osv. 

 

Endelig bør man have fokus på den proces, der skal følges, og om hvilke følgevirkninger, bestemmelserne kan have, f.eks. i relation til erstatning, bod, fortsatte forpligtelser som f.eks. garantier, tilbagelevering af dokumenter, materialer osv.

 

Generelt bør der være meget større fokus på opsigelses- og ophævelsesbestemmelser end tilfældet er i dag, herunder på hvorledes bestemmelserne håndteres i den konkrete situation. Ikke sjældent mistes retten til at opsige eller ophæve en kontrakt, f.eks. pga. passivitet. Det er derfor vigtigt at have fokus på processerne omkring håndtering af disse klausuler.

 

Hvis du vil vide mere om, hvorledes du udarbejder og håndterer juridisk holdbare og kommercielt bæredygtige kontraktklausuler, herunder opsigelses- og ophævelsesbestemmelser, kan du overveje en vores uddannelser eller kurser. F.eks. den internationalt anerkendte certificeringsuddannelse som CCM Practitioner, hvor vi både har danske og engelske hold eller du kan få en grundlæggende indføring i de juridiske perspektiver på vores 1. dages kursus Grundlæggende Kontraktret.

 

Vidste du at...

Vidste du at...

virksomheder, der indfører contract management, ofte får højere værdi på børser? De sælges til en højere pris, da kontrakternes værdi og risici kendes nøjagtigt – derfor tør købere og investorer betale mere.